Vindere

Her kan du læse om og blive inspireret af de forskellige idéer og projekter, som tidligere har vundet Company Programme - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser. Du kan også finde vores serie af rollemodelsfilm, hvor vi har taget en snak med tidligere Company Programme-deltagere om deres rejse fra studerende til virksomhedsejere.

Mød vinderne af Company Programme

Company Programme har eksisteret i Danmark siden 1993, og herunder kan du nu møde alle vindere og blive inspireret af deres idéer.

 

Tre 2.g'ere fra Svendborg Erhvervsskoler & Gymnasium vandt onsdag aften DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser med deres opfindelse Arpeggio og sikrede sig dermed billet til EM i Istanbul i juli.

Gigtramte musikere kan takket være tre fynske gymnasieelever forlænge spilletiden på deres yndlingsinstrument. Det kan de, fordi tre innovative gymnasieelever fra Svendborg onsdag vandt programmet Company Programme - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser.

HTX-eleverne Anton Danielsen, Kirse Luffe og Valdemar Aksel Bang har udviklet et hjælpemiddel, der gør fingerbevægelserne ved akkorder lettere og dermed muliggør guitarspil, selv om gigten har svækket styrken i fingrene.

- Det er kraftedeme fedt! Det har været en kæmpe oplevelse at være med, lød det efter prisoverrækkelsen fra Anton Danielsen, som hurtigt blev suppleret af Valdemar Aksel Bang.

Præmien på 25.000 kroner skal nu bruges til patent og til at fremstille det lille plastikværktøj i bambus, så det bliver mere bæredygtigt og CO2 regnskabet dermed går i minus. Derudover vinder gruppen en tur til EM i Entreprenørskab i Istanbul i juli. Den vigtigste præmie er dog de iværksættererfaringer, gruppen har gjort sig.

- Vi har især lært rigtig meget om målgrupper og om at lytte til brugerne. Og så har vi lært, at der intet galt er i at tage en risiko, siger Kirse Luffe fra Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier.

Andenpladsen gik til Hygieia fra Roskilde Katedralskole, der har udviklet en firkantet pude, der kan lette arbejdsstillinger for personale i ældreplejen.

Tredjepladsen blev vundet af Siku Wear fra Herningsholm Gymnasium, som havde lavet et menstruationsindlæg, som kan bruges som supplement til nuværende hygiejneprodukter af unge piger og kvinder, som er nervøse for at bløde igennem, når de har menstruation.

Iværksætterlysten spirer

I alt har 3000 elever fra ungdomsuddannelser i hele landet deltaget i årets Company Programme. Gennem regionale konkurrencer har 150 elever - svarende til 42 elevhold - kvalificeret sig til finalen i Industriens Hus. De 42 hold fordelte sig på 28 fra HHX, 12 fra HTX og 2 fra STX.

H.K.H. Kronprinsen og erhvervsminister Morten Bødskov (S) åbnede onsdag morgen finalen, som fandt sted i Industriens hus i København. Prisoverrækkelsen fandt sted under festmiddagen om aftenen.

Direktør i Fonden for Entreprenørskab, Christian Vintergaard, ønsker vinderholdene tillykke og glæder sig over, at mange unge i løbet af Company Programme forløbet har fået kompetencer til at skabe produkter og løsninger, forandre arbejdsgange og i det hele taget gøre en forskel.

- Det er tydeligt at se, at når unge møder entreprenørskab i deres undervisning, spirer iværksætterlysten. Vi er glade for, at skoler i hele kongeriget giver deres elever de muligheder og vi håber, at andre skoler vil lade sig inspirere, siger han.

Særpriser

Produktprisen: Tutum fra IBC Kolding med en løsning, der kan forhindre harmonikasammenstød på motorvejen.

Bæredygtigheds- og klimaprisen: Comcyble fra IBC Kolding med bæredygtige pizzabakker.

Den sociale pris: Siku Wear fra Herningsholm Gymnasium med et genbrugeligt menstruationsindlæg til bukser.

Service og digitalprisen: EpiCtrl fra Herningsholm Gymnasium med en alarm til pårørende til epilepsiramte.

Der var både høj puls og svedige håndflader, da 173 elever fra gymnasier i hele landet tre gange skulle præsentere deres iværksætteridéer for et dommerpanel ved årets Company Programme-finale i Industriens Hus i København.

Først klokken 22.45 blev gruppen Atlas med appen Smart Drop udnævnt som vinder af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser.

Gruppen har lavet en app, der skal løse, at de små garderobebilletter i papir forsvinder, når man har været på klub eller diskotek i nattelivet. 

De fem IBC Fredericia-studerende kan nu begynde at oversætte deres pitch til engelsk, så de er klar til den europæiske finale i Tallinn i juli. Med sejren følger også 25.000 kroner, som gruppen kan bruge til at få deres produkt endnu længere ud.

- Det er meget overvældende. Det er en sindssyg rejse, vi har været på. Vi har været så overvældet af de andres idéer i løbet af dagen, og så står vi selv her som vindere, siger Julie fra gruppen Atlas.

Hård "eksamen"

Forud for sejren havde gruppen først pitchet deres idé på en scene foran dommere og de andre elever. Dernæst gik dommerne rundt på de farverige stande og fik demonstreret prototyper, kunne røre ved materialer og høre om tankerne bag idéen. Til sidst skulle mødte grupperne dommerpanelet i en mere eksamenslignende situation, hvor eleverne blandt andet kunne blive spurgt ind til markedsanalyser, potentielle vækstrater og andre teoribaserede ting.

Om vinderholdet sagde dommerne blandt andet, at "løsningen er utrolig godt tænkt, stærkt eksekveret og testet i markedet" og "potentialet i løsningen er uendeligt stort, og vi er helt overbeviste om, at teamet er de rigtige til at tage produktet hele vejen".

Andenpladsen gik til tre elever fra Herningsholm Gymnasium i Herning, der med Moving In har skabt et koncept, hvor studerende kan leje bæredygtige møbler i stedet for at skulle købe dem.

Padelboys fra Tietgen Handelsgymnasium i Odense tog tredjepladsen med deres idé om at indsamle og genbruge padelbolde til blandt andet filtpuder til møbelben og ikke mindst forretningsplanen bag konceptet.

Virkelighedsnært forløb

Vinderne blev fundet blandt 45 hold, der var kommet fra Færøerne, Falster, Sønderjylland, Nordjylland og andre kroge af Danmark for at være med i Company Programme finalen. Company Programme er et virkelighedsnært undervisningsforløb til ungdomsuddannelser, der lærer eleverne at tænke innovativt og styrker deres entreprenørielle kompetencer. Forløbet træner eleverne i at udvikle deres gode idéer og omsætte dem til realiserbare virksomheder.

Fonden for Entreprenørskabs partnere på finaledagen var Dansk Industri, Nordea og Bloomberg.

2021: App til bedre ældrepleje

En ide til at gøre livet bedre for landets ældste, masser af hårdt arbejde og et knivskarpt pitch. Den opskrift sikrede torsdag den 22. april holdet Wilma Care titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab. For andet år i træk blev mesterskabet afholdt online, men det gjorde ikke konkurrencen mindre intens, da vinderen skulle findes blandt de mange innovative ideer.

Benjamin Lytorp Henriksen, Morten Moesgaard og Christian Riis Gaardsted Petersen fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har knoklet med deres ide Wilma Care i et år. Faktisk opstod de første tanker om Wilma Care allerede da Benjamin Lytorp Henriksen gik i 8. klasse, men blev først vakt til live, da eleverne skulle være med i entreprenørskabsforløbet Company Programme i år.

Wilma Care er en kommunikations- og koordineringsplatform til ældres pårørende som er udviklet til plejehjem. Platformen skal sikre større inddragelse af pårørende, lette presset blandt personalet og skabe et samfund omkring de ældre. Wilma Cares mission er at sørge for, at ingen i den danske ældrepleje oplever omsorgssvigt.

Ved en stor kåring sent direkte fra Industriens Hus blev de tre dedikerede unge bag Wilma Care torsdag aften udråbt som vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab - Company Programme.

Der har bare været helt vildt hård konkurrence hele vejen igennem med et tårnhøjt niveau. Så det er vildt at vinde! lød det fra gruppen efter kåringen.

Det er kendetegnende for os, at vi har en ide om, hvad vi vil, men vi skal også være gode til at høre hvad vores omgivelser siger, især i forhold til ældreplejen, for vi har ingen hverdag der. Men vi har fået en oprigtig interesse for, at der er nogle problemer, som skal løses der. Det er en kæmpe motivation i sig selv, sagde vinderne.

Med titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en samlet check på 21.000 kroner sponsoreret af Nordea og Bloomberg og en billet til Europamesterskabet, Company of the Year Competition, som afholdes til sommer.

Herning er hotspot for innovative elever

Vinderne var oppe mod skarpe konkurrenter, og at Herning er hotspot for innovative unge, blev meget tydeligt i finalen, hvor alle priserne gik til elever fra Herningsholm Erhvervsskole og -Gymnasier.  

Den samlede andenplads og vinder af kategorien Business & Service blev gruppen Kør Digitalt fra Herningsholm, der har lavet et learning management system og en app udviklet til at forbedre køreskolebranchen. De vandt samlet 15.000 kr. sponsoreret af Nordea og Bloomberg.

Den samlede tredjeplads og vinder af kategorien Science & Technology blev gruppen ECObuddy fra Herningsholm, som har lavet en maskine til affaldssortering i restaurationsbranchen. Nye krav om kildesortering af affald udfordrer restauranterne, og ECO Buddys maskine gør det let at sortere og komprimere affald. De vandt samlet 9000 kr. sponsoreret af Nordea og Bloomberg.

Højt niveau og top-engagerede iværksætterspirer

Tusindvis af elever fra ungdomsuddannelser i hele landet har været med i Company Programme i løbet af året, og 155 havde kvalificeret sig til finalen, som for andet år blev afholdt online. Og selv om eleverne har været udfordret af ikke at kunne mødes fysisk og kun have online-undervisning, var det imponerende så langt de unge iværksætterspirer var med deres iværksætterideer.

Den iderigdom og det engagement vi har set i år, hvor det har været ekstra vanskeligt for de unge at mødes og arbejde på deres ide, er helt fantastisk. De har leveret gennemarbejdede og innovative ideer, og niveauet har været højt. Det har været en fantastisk manifestation af fremtidens iværksættertalenter, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som står bag arrangementet.

Dansk Industri er partner på Company Programme og lagde igen i år hus til DM i Entreprenørskab.

Et kæmpe tillykke skal der lyde til vinderholdene af DM i Entreprenørskab 2021. Jeg er overvældet over de innovative og værdiskabende løsninger, som de er kommet op med. Ikke kun vinderne, men mange af de hold, der i dag har præsenteret deres idéer. Det understreger endnu engang vigtigheden af, at vi skaber de bedste vilkår for iværksættere i Danmark, for det er dem, der skaber fremtidens løsninger. Derfor vil vi også fortsat bakke op om DM i Entreprenørskab, ligesom vi i DI i øvrigt arbejder hårdt for at fremme dansk iværksætteri, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.

Sofie Østergaard var vært ved DM i Entreprenørskab, hvor deltagerne dystede i fire kategorier: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills. Alle deltagerne pitchede live på en online scene og mødtes med dommerne i lukkede dommerinterviews, hvor dommerne kunne spørge nærmere ind til detaljerne i ideerne og give feedback. Efter en intens dag, pitchede de fire kategorivindere live under finalen, hvorefter alle dagens vindere blev udråbt i en live-transmitteret finale.

 

2020: Teknologisk løsning, der skal hjælpe ADHD-elever i skolen

En innovativ løsning, der vil gøre det lettere for ADHD-elever at koncentrere sig i skolen, sikrede Bubbles titlen som vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

Christian Ørum, Nicklas Stokholm og Kevin Jensen fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har knoklet med deres ide Bubbles siden august - både i skoletiden og i fritiden. Det er tre dedikerede unge, som sammen har udviklet deres ide, og som sent onsdag den 22. april kunne kalde sig vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab - Company Programme.

Bubbles har lavet en teknologisk løsning til børn og unge med ADHD og andre, som har svært ved at koncentrere sig i støjende omgivelser som f.eks. et klasseværelse. Deres produkt MotherBubble er en samtale-server, som forbinder lærer og elev i en støjfri kommunikationskanal, hvor hovedtelefoner genererer anti-lydbølger, som eliminerer støjen omkring eleven og kun lukker lærerens stemme igennem. På den måde bliver det lettere for eleverne at koncentrere sig om skolearbejdet.

- Ideen opstod, fordi Christians lillesøster har ADHD og altid har haft det hårdt i skolen, og Christian ville gerne hjælpe hende. Det har været en lang rejse derfra, men det har også været fedt at arbejde med vores ide. At kunne sige i en alder af 18, at man har sin egen virksomhed og allerede er startet med salget – det er fedt", lød det fra gruppen efter kåringen.

Med titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea og en billet til Europamesterskabet, Company of the Year Competition, som de senere vandt. De vandt også den første The De La Vega Global Entrepreneurship Award i 2021.

 

2019: Hygiejnebind i BH'en

En BH med lommer til diskret opbevaring af hygiejnebind. Dén idé sikrede onsdag aften d. 24 april tre elever fra Herningsholm Gymnasium titlen som vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

Vinderne blev Anna Bech, Julie Helleskov og Rasmus Villumsen med ideen Hush-Hush Underwear. De har udviklet en BH med to lommer, hvor piger og kvinder diskret kan opbevare hygiejnebind.

- Det er sindssygt vildt at vinde! Det havde vi slet ikke regnet med. Vi ryster helt. Men nu skal vi bare videre og sælge noget mere og videreudvikle vores produkt, lød det fra de tre vindere, som allerede sælger deres innovative BH på Instagram.

Med titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere.

Til juli skal Hush-Hush Underwear desuden repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Lille, Frankrig.

 

2018: Antibakterielt mobilcover

Et antibakterielt mobilcover, der fjerner 90 procent af bakterierne på ens mobil på 24 timer. Med den innovative idé vandt fem elever fra Erhvervsgymnasiet Grindsted sent onsdag den 18. april 2018 Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, og har taget første skridt i retningen mod en karriere som iværksættere.

Når man er elev på en ungdomsuddannelse kan der være langt til drømmen om at blive iværksætter. Men fem elever fra Erhvervsgymnasiet Grindsted tog sent onsdag aften et skridt tættere på en iværksætterlivet, da de efter en hel dags konkurrencer vandt Company Programme – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for elever på en ungdomsuddannelse.

Over 4000 elever har i løbet af året deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætterideer, og onsdag kulminerede det til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, hvor de bedste 162 elever fordelt på 42 hold fra hele landet dystede.

Vinderne blev Signe Jørgensen, Michelle Elise, Kristina Horsager, Mia Svejgaard og Line Kirstine med ideen Clean Cover. De har haft fokus på hygiejne i deres ideudvikling og fandt bl.a. ud af, at der er 18 gange flere bakterier på ens mobiltelefon end på et offentligt toilet. Det satte de sig for at lave en løsning på.

- Det har været vildt spændende at arbejde med den her idé, og vi har lært rigtig meget i processen. Vi har arbejdet godt sammen, og nu skal vi have videreudviklet mere på vores ide, og så skal vi have fundet noget kapital, som kan skydes ind i virksomheden. Vi skal bruge de penge, vi har vundet, på produktudvikling og støbeforme til vores produktion, lød det fra de innovative unge, da de vandt.

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere af Tommy Ahlers og Lars Nørby Johansen.

Til juli skal Clean Cover desuden repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Beograd.

2017: Træningsapp til demente

En trænings-app til demente, hvor de kan styrke deres kognitive evner. Den idé var så imponerende og gennemført, at fire elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium onsdag den 26. april blev kåret som Danmarksmestre i Entreprenørskab 2017. Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsen, der også talte med vinderne om deres idé efter sejren.

Industriens hus var onsdag spækket med innovative unge og deres kreative iværksætterideer. Alle de unge har deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætterideer, og onsdag kulminerede det til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, hvor de 43 bedste hold fra hele landet dystede.

Vinderne blev gruppen Demenish fra Herningsholm Erhvervsgymnasium, som har udviklet en tablet specielt målrettet demente, hvor man ved hjælp af gamification skaber kognitivt stimulerende spil og øvelser, som skal stimulere hjernen og lindre symptomerne hos demente.

-Det er helt vildt! Det er helt sindssygt, og alt det vi har kæmpet for så længe. Vi er virkelig glade og stolte," lød det fra vinderne efter sejren.

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere af H.K.H. Kronprins Frederik.

Til juli skal Demenish repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Bruxelles.

 

2016: Oplæsningsapp til ordblinde

En app som hjælper ordblinde ved at læse underteksterne på tv og film højt. Men den innovative idé vandt fire elever sent onsdag aften Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, og prisen til de idérige elever blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie.

De fire elever bag vinderidéen Subreader fik kamp til sidste pitch, da de dystede mod 46 andre hold til DM i Entreprenørskab – Company Programme.

Bag vindergruppen står William Nyby Pedersen, Alexander Gram Jensen, Kristoffer Strube Græm fra Learnmark Horsens, som arbejder sammen med Anders Bredgaard Thuesen fra Rybners Gymnasium i Esbjerg. Sammen håber de, at de med deres app kan styrke ordblinde børn og unge i sociale sammenhænge og samtidig forbedre deres læseevner.

- Det er så fedt at vinde! Det var virkelig hård konkurrence og niveauet er virkelig steget i forhold til tidligere konkurrencer, vi har deltaget i. Det har været fedt at arbejde med vores idé, og vi har fået et stort netværk og udviklet nye kompetencer. Og så bliver man ret stolt af at kunne lave noget, som der faktisk er et behov for. Den her pris har bare bekræftet os i det," lød det fra gruppen, da de vandt. Gruppen vandt også kategorien Society & Globalization.

Men titlen som Danmarksmestre følger en check på 10.000 kroner, som blev overrakt til de unge opfindere af H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie.

Gruppen vandt desuden retten til at repræsentere Danmark ved Europamesterskabet, Company of the Year Competition, som holdes i Schweiz til juli.

 

2015: Interaktiv vandhane

En interaktiv vandhane, der skal forbedre håndhygiejnen i børnehaver og samtidig gøre håndvasken sjov og lærerig. Den idé sikrede fire elever fra Learnmark Horsens titlen som Danmarksmestre i entreprenørskab for ungdomsuddannelser.

I alt havde 162 elever fordelt på 42 hold fra ungdomsuddannelser i hele landet kvalificeret sig til DM i Entreprenørskab – Company Programme, men det blev holdet Plash fra Learnmark Horsens, der løb med sejren.

Bag vindergruppen står Mads Høy Lindgaard, Cille Telling, Jeppe Kejlberg og Kinneret Rebekka Lilly Sarusie. De unge entreprenører har udviklet et system, der gør det sjovt for børnehavebørn at vaske hænder. Ved hjælp af en touchskærm, en føleplade og et par højtalere bliver håndvasken lavet om til en leg for børnene, hvor det gælder om at vaske hænder grundigt. Og det skulle hjælpe med at nå målet for Plash, som er at formindske sygefraværet blandt børn og pædagoger.

- Det er vildt og helt fantastisk. Det har været hårdt og en lang proces, men vi har også været i kontakt med en masse børn og det har været fedt, for det er virkelig livsbekræftende. Vi regner helt sikkert med at arbejde videre med idéen,” sagde de fire elever, da de vandt.

Ud over en god idé, havde vinderteamet også lavet grundig markedsresearch og præsenterede deres idé for dommerne på overbevisende vis. Og så fik de rosende ord med på vejen fra dommerne:

- En gruppe der har formået at transformere teori og erfaringer til en stærk business case. Teamet har samtidig overbevisende forretningskompetencer og løser et sundhedsmæssigt problem på en sjov og interaktiv måde.

Plash fik som præmie overrakt 10.000 kroner og så skal gruppen repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab - Company of the Year Competition - som holdes i Berlin til juli.

Derudover vinder de også 8 timers kommunikationsrådgivning fra Change Entrepreneurship, der kan hjælpe de unge idémagere med at få deres idé eller produkt videre ud mod markedet.

 

2014: Ukrudtsbrænder

En innovativ ukrudtsbrænder, der gør arbejdet hurtigere, mere sikkert og samtidig forhindrer havebrande sikrede tre elever fra CPH WEST Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

I alt havde 178 elever fordelt på 44 hold fra ungdomsuddannelser i hele landet kvalificeret sig til DM i Entreprenørskab – Company Programme, men det blev holdet Garden Solutions fra CPH WEST, der vandt.

Bag vindergruppen Garden Solutions står Oswald Laugesen, Sandra Hess og Karoline Schandorph. Idéen til ukrudtsbrænderen opstod, da de ville finde en løsning til at forhindre de mere end 400 brande, der hvert år startes af ukrudtsbrændere.

Ud over at deres opfindelse gør det mere sikkert at fjerne ukrudt, så er det også hurtigere, fordi maskinen både kan klippe, feje, brænde og vande.

- Det er helt fantastisk at vinde og vi havde selvfølgelig håbet på det. Vi er så glade! Vi er også lige på nippet til at finde en leverandør, så vi snart kan få den af sted i produktion”, sagde Oswald Laugesen da de vandt.

Ud over en god idé, havde vinderteamet også lavet grundig markedsresearch og præsenterede deres idé for dommerne på overbevisende vis.

De fik som præmie overrakt 10.000 kroner af Ejvind N. Jensen fra Nordea Iværksætterfond, og så skal gruppen repræsentere Danmark til Europamesterskabet i Tallin til juli.

2013: Færøsk havsalt med variationer af smag

Atlantic Sea Salt sikrede sig førstepladsen i Entreprenørskab for ungdomsuddannelserne ved DM den 23 april 2013

Bag vindergruppen står Tórur S. Hansen, Rani K Gærdbo og Herman E. Winter fra Føroya Handilsskúli. Ideen til færøsk havsalt opstod, da de så et program i fjernsynet om saltproduktion og satte spørgsmåltegn ved, hvorfor der ikke fandtes en produktion på færøerne, når nu havvand er så let at få fat på, på Færøerne. Hensigten med idéen er at producere salt på en anderledes måde. 

- Vores hensigt er at producere specielt salt på en anderledes måde. I de nordiske lande bliver salt overvejende produceret i saltminer, hvorimod man i sydlige lande plejer at anvende store kar ude i naturen, således at solen kan tørre havvandet i karrene. På Færøerne er dette på grund af klimaet ikke muligt, og derfor agter vi at anvende noget, der minder om en ferskvandsgenerator, der bliver brugt om bord på skibe til at fremstile ferskvand. En ferskvandsgenerator tager havvand ind og varmer det i vakuum. Havvandet fordamper, og resultatet er rent ferskvand, sagde gruppen og fortsatte:

- Med vores salt er målet at få folk til at vælge en alternativ og økologisk vare, fordi vores færøske havsalt vil give kunden en interessant og unik oplevelse, der ikke kan fås andre steder. Det der skiller os ud fra andre saltproducenter, er at vi vil lave færøsk havsalt med forskelligartet smag, og på denne måde får kunden en anderledes smagsoplevelse.

Ud over en god idé havde vinderteamet også lavet grundig markedsresearch og præsenterede deres idé for dommerne på overbevisende vis.

De fik som præmie overrakt 10.000 kroner af Ejvind N. Jensen fra Nordea Iværksætterfond, og så skal gruppen repræsentere Danmark til Europamesterskabet i London til juli.

 

2012: Døgnåben automat med håndkøbsmedicin

En automat, hvor du kan købe håndkøbsmedicin døgnet rundet, sikrede fire elever fra Herningsholm Gymnasium Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

Vinderne blev Nanna Enevoldsen, Nanna Thomsen, Nanna Vestersager og Rebekka Wortmann, som står bag PharmaBot - en døgnåben automat, der gør det muligt at handle håndkøbsmedicin alle 24 timer i døgnet og dermed er med til at gøre folk uafhængige af apotekernes åbningstider.

I alt havde ca 90 elever fordelt på 22 hold fra ungdomsuddannelser i hele landet kvalificeret sig til DM i Entreprenørskab – Company Programme, men det blev holdet Zapp Pharma fra Herningsholm Gymnasium, der vandt.

- Vi vil gøre hverdagen lettere for dem, som benytter sig af håndkøbsmedicin, og dem, der udbyder det. Idéen er vores eksistensgrundlag, og på baggrund af netop denne idé kan vores virksomhed eksistere, sagde gruppen.

Ud over en god idé, havde vinderteamet også lavet grundig markedsresearch og præsenterede deres idé for dommerne på overbevisende vis.

De fik som præmie overrakt 10.000 kroner fra Nordea Iværksætterfond, og så skal gruppen repræsentere Danmark til Europamesterskabet i juli, som afholdes i Rumænien.

 

2011: App, der samler rabatter og tilbud til forbrugere via QR-koder

En app, der samler rabatter og tilbud til forbrugere via QR-koder, sikrede fire elever fra Herningsholm Erhvervsskole Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

D. 15 april dystede 20 elevvirksomheder fra de 12 danske Young Enterprise regioner i Danmarksmesterskabet. De var specielt udvalgt efter at have deltaget i hård konkurrence blandt mere end 750 elevvirksomheder fra hele landet.

Førstepladsen gik til New Qreation for deres applikation, der samler rabatter og tilbud til forbrugere via QR-koder.

NewQReation er en virksomhed, som ønsker at gøre danske butikker mere attraktive for forbrugeren og samtidig styrke butikkernes mulighed for at imødegå den stigende internethandel.

Vinderholdet bestod af Mads Bjerregaard Kristensen, Rasmus Meldgaard Pedersen, Mads Sandgaard Pedersen og Jens Højsgaard Nannerup fra Herningsholm Erhvervsskole

Om vinderen sagde dommerpanelet blandt andet:

- Potentiale til at blive en væsentlig konkurrenceparameter for detailhandlen

- Udnytter tidens hotteste medie - smartphonen

- Har allerede vist sin bæredygtighed flere steder i udlandet

- Efter måneder er forretningen kørende med kunder

Ud over en god idé, havde vinderteamet også lavet grundig markedsresearch og præsenterede deres idé for dommerne på overbevisende vis.

De fik som præmie overrakt 10.000 kroner fra Nordea Iværksætterfond, og så skal gruppen repræsentere Danmark til Europamesterskabet i Oslo, der afvikles til august.

 

2012: Legetøj til grise, der står i stald

Iværksætterpris fra Young Enterprise til en flok fynske iværksættere i firmaet Oupiq Toys.

De såkaldte seks "svinedrenge" fra Vestfyns Handelsgymnasium fik fredag overdraget den prestigefyldte titel som danmarksmestre i iværksætteri og innovation, da de vandt den årlige landsdækkende konkurrence arrangeret af Young Enterprise 2010

Med en stærk forretningsplan i deres virksomhed, Qupig Toys, og en vision om at lave legetøj til grise distancerede de omkring 800 konkurrerende virksomheder, og kunne tage hjem over Storebælt med de 10.000 kr. i præmiepenge.

- De kom med et meget simpelt produkt i virkeligheden, men de kommer også med en forretningsplan, en markedsføringsplan og nogle meget gennemtænkte forhold omkring deres virksomhed. De har fordelt opgaverne, de har været meget struktureret og de ved, hvad næste skridt er, sagde overdommer Ole Madsen om de seks drenges projekt.

Qupiq Toys producerer under mottoet 'Så blev det pludselig sjovere at være gris' legetøj til grise for bl.a. at højne dyrenes velfærd.

- 90,2 pct. af alle grise i Danmark får klippet halen af, og hvis en landmand vil undgå det, så skal han dokumentere, at der ikke opstår halebideri. Det kan være ekstremt svært, men med vores produkter kan vi hjælpe til at stoppe halebideriet. Det sparer landmanden for arbejde, og grisene har det meget bedre med en aktivitet at tage sig til. Selvfølgelig er det fint, at vi spiser grisene, men derfor skal de jo alligevel have det godt, lød det fra vinderne, der i alt har fire produkter.

De fire produkter har alle egetræ som grundkomponent, da det over tid ændrer sig med dyrenes leg. Ud over egetræet består deres såkaldte mineralcube af en terning fyldt med magnesium og kalcium. Det slikker grisene stille og roligt af, og netop de mineraler beroliger og giver en mere naturlig adfærd.

Foruden at vinde EM er det nu målsætningen for Qupig Toys, at de om to år vil være Danmarks største udbyder af griselegetøj på det danske marked.

Holdet vandt 10.000 kr. i præmie, som skal hjælpe med at starte en manuel produktion op. Præmien blev overrakt af Grevinde Alexandra af Frederiksborg, i samarbejde med Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen.

QuPig Toys skal repræsentere Danmark ved EM i Italien til juli.

2009: Måler af indeklima

Tre elever fra Roskilde Tekniske Gymnasium blev kåret som årets vindere ved Young Enterprises Danmarksmesterskab for unge iværksættere hos Dansk Industri i København.

728 unge virksomheder har været med i opløbet - 20 regionsmestre kæmpede sig vej til en plads i finalen.

Vinderne blev Lauge Bro Lillås, Dennis Øland Larsen og Andres Porse med deres virksomhed inClimate Solutions.

De tre elever fra Roskilde Tekniske Gymnaisum har udviklet en måler til registrering af indeklima.

Dommerne motiverede førstepladsen med, at de tre har defineret et klart behov på markedet, har haft en rationel tilgang til løsningen og brugt eksisterende teknologi på en kreativ måde. Med stor troværdighed i alle discipliner.

Førstepræmien blev overrakt af grevinde Alexandra, der også fik en lang snak med de tre unge.

Præmien var på 10.000 kroner og en mini laptop til hver. Desuden betyder mesterskabet, at eleverne skal til Rotterdam og deltage i europamesterskabet den 2.-5. juli 2009

 

2008: Åndbar fingerskinne i stof, der støtter skadede fingre

En fingerskinne som løsning på et velkendt problem for håndboldspillere sikrede fem 19-årige iværksættere fra Odense til sejren, da Young Enterprise afholdt Danmarksmesterskab i iværksætteri og innovation i Industriens Hus i København den 25. april 2008.

Enhver håndboldspiller kender problemet til hudløshed. Skadede fingre, der tapes op for at give støtte, så man kan spille videre. Men tapen ender ofte, sammen med den konstante brug af harpiks, med at ødelægge huden på fingrene, der ikke kan ånde gennem tapen.

Løsningen på det problem gav i fredags tre drenge og to piger fra Tietgen Handelsgymnasium i Odense titlen som danmarksmestre i iværksætteri og innovation.

De fem 19-årige står nemlig bag virksomheden Innovative Sportsequipment, der har opfundet en simpel, men effektiv lille fingerskinne i stof, der støtter skadede fingre, men som huden samtidig kan ånde gennem.

Det begejstrede dommerkomiteen i Young Enterprise Company Programme, der roste de unge for 'en gennemtænkt forretningsmodel med internationalt potentiale' og valgte den ud af de 20 virksomheder, der var nået til finalen efter en stribe regionale konkurrencer for gymnasie- og handelskoleelever.

- En eller anden aften kom jeg endnu en gang hjem fra træning med en skadet finger og tænkte, at der må altså være en smartere måde at afhjælpe det, end ved at putte tape på. Til sidst blev det bare for meget, og så måtte jeg jo selv finde en løsning på det, siger Mads Rasmussen, der er adm. direktør i Innovative Sportsequipment og altså idémageren til skinnen.

Innovative Sportsequipment er allerede blevet kontaktet af en investor, der vil hjælpe de unge med at sætte en egentlig produktion i gang i Kina, ligesom virksomheden er i dialog med sportsproducenten Select om et samarbejde i en eller anden form.

Indtil videre har en af de fem, Sofie Hviid Sjøgaard, der er produktionsansvarlig, stået for selv at sy de flere end 100 eksemplarer af fingerskinnen, der er produceret, og som allerede har fået anerkendende nik med på vejen fra spillere i store danske håndboldklubber som GOG og Bjerringbro-Silkeborg.

- Det her er helt vildt fedt. Det er en rigtig stor oplevelse at vinde. En af grundene til at vi er kommet så langt er nok, at vi alle fem har prøvet at starte virksomhed før. Det giver en god ballast, siger Søren Junker Jespersen der er salgsansvarlig i virksomheden.

Bag vinderholdet Innovative Sportsequipment står Mads Rasmussen, Charlotte Klausen, Kristian Ditlevsen, Sofie Hviid Sjøgaard og Søren Junker Jespersen.

Innovative Sportsequipment skal repræsentere Danmark 24.-27. juli, når den unge virksomhed deltager i Europamesterskabet i Company Programme, som i år afholdes i Stockholm.

 

2007: Plaster til parfumeallergikere

Den nystartede virksomhed Sentiv, der står bag et plaster til parfumeallergikere, er nye danmarksmestre i innovation og iværksætteri. De vandt fredag aften førstepræmien i YE Company Programme. Det blev afholdt d. 26.-27. april i Industriens Hus i København. 

Sentiv har opfundet et plaster, der betyder, at parfumeallergikere, som der bliver stadigt flere af, alligevel kan bruge parfume. Parfumen påføres et specialudviklet plaster, sådan at parfumen ikke kommer i berøring med allergikerens hud. Dermed undgår allergikeren irriteret hud og generende kløe.

- Vi var oppe mod tyve firmaer, der var ligeså langt som os, så jeg synes konkurrencen var hård. Vi havde som mål at komme i top tre, så det er helt vildt at vinde. Det betyder et stort skub fremad. Vi er meget, meget glade, siger Sentivs adm. direktør, Roy Lemminger, der sammen med de to medstiftere, Søren Aamand og Marius Klausen, går på Vejle Tekniske Gymnasium.

De drømmer nu om at introducere plastret i USA. De taler allerede med Østjysk Innovation om kapitalindskud til at realisere drømmen. Plastret er godkendt af Teknologisk Institut, men der mangler stadig testforløb, før det kan gå i handlen.

Holdet fik overrakt førstepræmien af Grevinde Alexandra og Danfoss-topchef Jørgen Mads Clausen. De skal repræsentere Danmark til EM i Berlin i august 2007.

Sentiv deltog tidligere på året i "Danmarks Bedste Ide" på TV2.

 

2006: Et skærebræt til udskæring af kød

Unge iværksættere fra hele landet strømmede i weekenden den 21. - 22. april 2006 til Industriens Hus i København, hvor organisationen Young Enterprise kårede årets danmarksmester i iværksætteri. 

Stemningen var spændt i Industriens Hus, da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fredag morgen bød unge iværksættere fra hele landet velkommen til danmarksmesterskabet i Iværksætter og Innovation.

Eleverne rundt omkring i landet fra handels-, erhvervs- og tekniske skoler har de seneste 10 måneder brugt tid og energi på at få stablet en virksomhed på benene. De har vist evner inde for innovation og nytænkning ved at introducere deres egne unikke produkter og de har vist evnen til at drive en virksomhed ved at udarbejde årsrapporter, strategiplaner, målgruppeundersøgelser og så videre. 

Vinderen af konkurrencen blev Delicious Design, som står bag skærebrættet "Delicious Serve".

Det var et ganske almindeligt hverdagsproblem, der inspirerede de tre studerende til deres ide. De var trætte af, at det at skære en steg for ofte var både besværligt og grisende, samtidig med at den kraftfulde kødsaft bare forsvandt.

De valgte derfor at udvikle et skærebræt, der hælder 3 mm., hvilket får kødsaft til at løbe ned i den ene ende, hvor der så er monteret en lille skål, der opsamler kødsaften. På den måde er der intet svineri og samtidig kan kødsaften let tages fra og for eksempel bruges i sovsen. 

Bag virksomheden står Kasper Jensen og Brian Gjerstrup.

Holdet blev honoreret med pengepræmier fra dagbladet Børsen og gaver fra Nordea. Samtidig skal de repræsentere Danmark ved europamesterskabet, der afholdes i Interlaken d. 3. - 6. august 2006.

2005: Et verdensur med plads til at vise klokkeslettet i fem forskellige byer samt firmalogo

Ambitioner, iværksætteri og gå-på-mod fyldte Industriens Hus, da Young Enterprise afholdt Danmarksmesterskabet i Iværksætteri og Innovation d. 29.-30. april 2005.

20 unge elevvirksomheder indtog Industriens Hus to dage i slutningen af April - alle med det formål at vinde en førsteplads og med den: Æren, præmierne og en billet til den internationale årskonkurrence, der afholdes i Norge senere på sommeren.

Flere af virksomhederne deltog tidligere på året i Hans Christian Andersen Trade Fair'en ligesom de har deltaget i salgsmesser og regionale konkurrencer. De repræsenterede med andre ord det ypperligste blandt YE's unge iværksættere.

Virksomhederne blev bedømt i aflægning af årsberetning, interview på standen, interview i rapport og regnskab samt scenepræsentation.

De udstillede produkter spændte som altid vidt - fra flaskeholder og griselegetøj til ungdomsportal på nettet og hundedækken.

Dog blev det et verdensur med plads til at vise klokkeslettet i fem forskellige storbyer samt firmalogo, som løb med sejren.

Dommerpanelet bestod af erfarne erhvervsfolk med overdommer Torben Laustsen, koncernkommunikationschef Nordea A/S i spidsen. Lørdag eftermiddag kunne han afsløre vinderne og overrække gaver og pengepræmier på scenen.

 

2004: Rabatkortservice til studerende, som giver rabat til butikker på Sydfyn

Young Enterprise har kåret den bedste virksomhed indenfor Innovation og Iværksætteri.

Den 23. - 24. April 2004 dannede Industriens Hus rammerne om det 11. Danmarksmesterskab, hvor 19 virksomheder kæmpede om titlen som Danmarks bedste iværksætter.

Dommerpanelet bestod bl.a. af overdommer Torben Laustsen, koncernkommunikationsdirektør i Nordea, som er en erfaren dommer i Young Enterprises sammenhænge. Overdommerens fornemmeste opgave er at lægge linjen for de øvrige dommeres bedømmelser.

De øvrige dommere var:

Direktør Thomas Bjerrum, Dansani

Specialkonsulent Ib Kjøller, Erhvervs- og boligstyrelsen

Formand Peder Wigh Krog, Region Storstrømsamt

Direktør Roar B. Schou, Petersen Beck A/S

Økonom Michael Bay Hansen, Dansk Metal

Kommunikationschef Ulrik Grimstrup, ASE

Det blev de unge fra Svendborg Erhvervsskole, som løb med sejren og fik overrakt pengepræmier og gaver af Nordeas koncernkommunikationsdirektør Torben Laustsen.

Virksomheden består af 4 unge mænd; Direktør Jonas Alexandersson, Janus Christiansen, Jesper Sylvester og Mads Nielsen.

Deres produkt var et rabatkort til studerende. 

Holdet deltager senere på året ved EM på Malta.

 

2003: Hjemmesider til folkeskoler

Clark Birkelund fra Handelsgymnasiet på Esbjerg Handelsskole blev i weekenden d. 25. - 26. april 2003 kåret til Danmarksmester i Innovation og Iværksætteri.

Young Enterprise kunne i år fejre 10 års jubilæum. Alle sejl var sat til ved Årskonkurrence i Innovation og Selvstændighedskultur, der som i de seneste år er blevet afholdt hos Dansk Industri ved Rådhuspladsen i København.

I forbindelse med 10 års jubilæet var arrangementet udvidet med prominente talere om fredagen. Undervisningsminister Ulla Tørnæs havde valgt at lægge vejen forbi arrangementet og holde tale samt besigtige de 19 deltagende virksomheders stande. 

Ligeledes var de tidligere 9 års vindervirksomheder inviteret samt deres skoler, for at deltage i afslutningen om lørdagen, hvor også de nye vindere skulle kåres. 

Præmierne til de bedst placerede hold bestod af gavepræmier sponsoreret af Nordeas Opfinderfond samt pengepræmier sponsoreret af Dagbladet Børsen.

Jydsk Web og IT løsninger, som løb med sejren skal med til den internationale konkurrence, der dette år afholdes i London d. 16.- 19 Juli 2003.

 

2002: Design og produktion af unikke ure

DM i Iværksætteri 12. - 13. April 2002.

Young Enterprise holdt i ovennævnte dage DM i iværksætteri for unge virksomheder. Ligesom sidste år, var der stillet meget flotte faciliteter til rådighed hos Dansk Industri, hvor konkurrencen løb af stablen. 

20 firmaer havde tilmeldt sig konkurrencen og lige fra fredag morgen, hvor de unge virksomhedsejere startede med at dekorere deres stande, kunne man fornemme at dette ville blive et godt DM. Faciliteterne var i orden, dommerpanelet topprofessionelt og de unge klar til "kamp" på en god og professionel måde. 

Fredag gik i gang, og firmaerne blev først bedømt på deres stand, dernæst et dommerinterview og til sidst et rapport-interview.

Lørdag bestod af scenepræsentation, hvor firmaerne havde fem minutter til at præsentere deres virksomhed.

Efter dommernes votering blev det gruppen "Watch Out" fra Århus Købmandsskole, som løb med sejren. 

Præmierne til de bedst placerede hold bestod af gavepræmier sponsoreret af Nordeas Opfinderfond. 

Gruppen deltager i den Internationale konkurrence, som afholdes i August i Frankrig sammen med 19 andre nationer.

2001: Ventil til automatisk opfyldning af vandingskasser til bl.a. drivhuse

DM i Iværksætteri d. 20. - 21. April 2001.

Young Enterprise afholdt i ovennævnte dage den nationale konkurrence, hvor danmarks bedste Young-Enterprise-firma skulle kåres.

Konkurrencen fandt sted hos Dansk Industri, som også er sponsor for Young Enterprise.

Der var tilmeldt 15 virksomheder, som fredag mødte op til standinterview og senere dommerinterview omkring deres virksomhed, årsberetning og regnskab.

Dommerpanelet bestod af erfarne erhvervsfolk, blandt andet Torben Laustsen - koncernkommunikationsdirektør i Nordea og overdommer Nis Kasper Bach fra Finansrådet.

Lørdag skulle virksomhedsejerne på scenen til en scenepræsentation foran Erhvervsminister Ole Stavad og koncernchefen for Danfoss Jørgen Mads Clausen, som også er bestyrelsesformand for Young Enterprise. Her skulle de præsentere deres koncept, deres produkt og regnskaber.

Green Tech fra henholdsvis Lollands Handelsgymnasium og Nakskov Tekniske Skole løb med sejren.

De havde produceret en ventil til automatisk opfyldning af vandingskasser til f.eks drivhuse, således at man kan tage på ferie, uden at bekymre sig om tomaterne nu overlever den lunefulde danske sommer.

- Da vores navn blev nævnt var alle de timers arbejde vi har lagt i firmaet det hele værd! Det er svært at beskrive den følelse, man står med lige i de sekunder - det hele var bare så overvældende. Vi havde godt nok håbet på at nå langt, men man tør aldrig rigtigt tro på en 1.plads før man står med trofæet i hånden. Der er ingen tvivl om at vi arbejder på at opnå en god placering i Moskva, men nu får vi at se. En ting er dog sikkert: Vi har fået en oplevelse for livet!"

Præmierne til de bedst placerede hold bestod af gave-præmier sponsoreret af Nordeas Opfinderfond. Green Tech vandt 10.000 kr. til udvikling af deres virksomhed.

Holdet skal forsvare de rød/hvide farver når den internationale konkurrence går løs i Moskva  fra den 9. - 12. august 2001.

 

2000: Vægure i rustfrit stål

DM i Iværksætteri d. 28. - 29. April 2000.

Årskonkurrencen løb af stablen på Svendborg Handelsskole i flotte omgivelser. Der var i år tilmeldt 14 virksomheder, hvilket må siges at være skuffende.

Til gengæld var det 14 meget dynamiske firmaer, der deltog ved konkurrencen.

Firmaerne var i forløbet i gennem følgende 4 discipliner: Årsrapport med regnskab, standpræsentation, rapport interview og scenepræsentation

Til at føre an i udskilningsløbet stod overdommer Nis Kasper Buch i spidsen. Dommerkomitéen havde både gamle kendinge og nye ansigter med. 

- Nis Kasper Buch, Finansrådet

- Carsten Riddersholm, Scanrevision

- Ib Byder, Ericsson

- Vibeke Beck Larsen, Unibank

- Peder Wigh Krogh, Solar A/S

- Hans J. Pedersen, Danfoss

- Torben S. Jensen, Novo Nordisk

Mange andre kendte ansigter lagde også vejen forbi Svendborg Handelsskole i forbindelse med kåring af vinderfirmaet. Bl.a. Amtsborgmester Karen Nøhr, Erhvervsminister Pia Gjellerup og Adm. Direktør hos Danfoss A/S Jørgen Mads Clausen.

Vinderne blev Thomas Birkebæk, Kristina Rudebeck og Klaus Skovrup fra BIRKEBAEK I/S. De har arbejdet med at fremstille vægure i rustfrit stål med et enkelt og stilrent design. 

Holdet skal repræsentere Danmark ved den internationale konkurrence i Hannover d. 3. - 6. august.

 

1999: Nøgletragt, som skal gøre det lettere for handicappede og ældre at ramme nøglehullet

Aalborg Tekniske Skole var d. 23. - 24. april 1999 rammen for danmarksmesterskabet i Iværksætteri med deltagelse af 19 virksomheder fra hele landet.

Konkurrencen blev bedømt af 9 dommere og en overdommer, som repræsenterede alle sider af erhvervslivet.

Vinderne blev de fire elever fra Key Catcher fra henholdsvis Lollands Handelsgymnasium og Nakskov Tekniske Gymnasium for deres arbejde med en nøgletragt, der skal hjælpe ældre og handicappede med at ramme nøglehullet. 

De modtog en pengepræmie på 10.000 kr. fra Dagbladet Børsen og skal repræsentere Danmark ved EM i Göteborg d. 12. - 15. august 1999.

 

1998: Importering og salg af kvalitetsvin

Nakskov uddannelsescenter var d. 22. - 23. maj 1999 rammen for danmarksmesterskabet i Iværksætteri med deltagelse af 10 virksomheder fra hele landet.

Desværre blev deltagerantallet reduceret, fordi konkurrencen, på grund af konflikten på arbejdsmarkedet måtte flyttes, hvilket betød at en del deltagere havde engageret sig til anden side på det nye konkurrencetidspunkt.

Præsentationen af de 10 hold til den endelige bedømmelse begyndte lørdag kl. 10.30 under fin og stor dækning fra såvel den skrevne som den elektroniske presse (Børsen, Lolland-Falsters Folketidende, Morgenavisen Jyllands Posten, direkte radiointerviews og 3 tv-stationer).

Vinderne blev Jacob Boldt Pedersen, Pia Skjold Sørensen, Thomas Hansen og Flemming Ravnsbæk fra Fredericia-Middelfart Handelsskole, som ikke kun har haft en fin vinhøst. De høstede også Danmarksmesterskabet i hus ved årskonkurrencen i iværksætteri. 

Dermed er de også Danmarks repræsentanter og skal forsvare de rød-hvide farver ved EM på Malta d. 30 juli - 2. august. Her dyster 18-20 nationer om at blive Europas bedste iværksætterfirma. 

1997: Lyseslukkeren

Ved Ung Virksomheds nationale konkurrence den 18. og 19. april 1997 på Fredericia-Middelfart Handelsskole vandt LuxDesign I/S fra Frederikssund Handelsskole danmarksmesterskabet i iværksætteri.

I konkurrencen deltog 12 virksomheder heriblandt et hold fra Færøerne. 9 dommere fra dansk erhversliv og organisationer havde nogle krævende men spændende dage inden vinderen var fundet. 

Vinderen blev LuxDesign I/S med deres produkt - en lyseslukker. Virksomheden ejes af Claus Lidegaard, Peter Søbæk Christiansen, Claus Nielsen og Flemming Lolk-Hansen.

Virksomheden skal repræsentere Danmark ved den europæiske konkurrence, som afholdes i København den 14. - 17. august, hvor der indtil nu er tilmeldt ca. 200 unge fra 20 lande.

 

1996: 8-klemmen, der kan holde sammen på sokkerne parvis i vaskemaskinen og samtidig kan anvendes til ophængning på tørresnoren

Ved Ung Virksomheds nationale konkurrence 1996 på Hillerød Handelsskole vandt Cramer, Thøgersen og Munck fra Frederikssund danmarksmesterskabet i iværksætteri.

Årskonkurrencen forløb gnindningsløs med god hjælp fra Hillerød Handelsskoles medarbejdere. Ved konkurrencen deltog undervisningsminister Ole Vig Jensen som overdommer, hvilket naturligvis gav konkurrencens afslutning en særlig status. 

Vinderne blev Christoffer Munck, Anders Riedel Thøgersen og Morten Timm Cramer som står bag virksomheden Cramer, Thøgersen og Munck. Virksomheden har fremstillet 8-klemmen, der er et lille stykke plastic i en særlig udforming, der kan holde sammen på sokkerne parvis i vaskemaskinen og samtidig kan anvendes til ophængning på tørresnoren. 

Vinderne modtog præmier i form af krystal fra Royal Copenhagen sponsoreret af Unibanks Opfinderfond. Desuden modtog holdet en særlig pengepræmie fra Bagbladet Børsen til sikring af de "unge gazellers" deltagelse i den europæiske konkurrence i Israel i august.

Holdet vandt desuden guld til EM i Israel.

 

1995: En miljøvenlig rensevæske på pumpeflasker

Haderslev Handelsskole var d. 21. - 23. april rammen for danmarksmesterskabet i Iværksætteri 1995.

Vinderne blev Martin Frederiksen, Kristian Schou, Kenneth Christiansen, René Hansen, Jens Vej Olesen og Søren Bredsgaard fra henholdvis Lollands Handelsskole og Nakskov Tekniske Skole, som har udviklet en miljøvenlig rensevæske på pumpeflasker til EDB- og TV skærme, almindelig rengøring, samt renseservietter til printer og fax.

De seks fra Lolland fremviste professionel og effektiv produktudvikling, salgstalent samt markedsekspansion.

Holdet skal repræsentere Danmark ved EM i Liege i Belgien den 6. august 1995

Holdet opnåede en flot tredjeplads til EM.

 

1994: Hårspænder i keramik

Charlotte Rasmussen fra Young Ceramics vandt sammen med sin gruppe helt tilbage i 1994 en flot førsteplads til DM, hvor de havde produceret hårspænder lavet af keramik.

Hør hende fortælle om hendes oplevelse og deltagelse i programmet, som dengang hed Ung Virksomhed.

Du kan læse historien om Young Ceramics sejr i 1994 nedenunder.

Tietgenskolen var d. 22. - 24. april rammen for det første danmarksmesterskab i Iværksætteri 1994. 

Young Ceramics var de første til at vinde danmarksmesterskabet i iværksætteri. Holdet bestod af Charlotte Rasmussen, Tony Baden, Søren Hansen, Peter Daugaard Nielsen og Hanne Frimand, der alle hver især havde lagt 500 kr. i firmaets startkapital. 

Deres produkt var hårspænder lavet af keramik. 

Vinderen blev kåret på baggrund af en rapport, en stand med produktet, et regnskab og et foredrag fra virksomhedsejerne selv. 

De modtog præmier sponsoreret af blandt andet Daloon og Unibank (Nordea idag)

Holdet skal repræsentere Danmark ved EM i Stockholm den 5. - 7. august 1994.

Læs mere om Young Ceramics

 

 

Rollemodelsfilm

Mød tidligere deltagere fra Company Programme og bliv klogere på deres rejse fra studerende til virksomhedsejere.

 

Bubbles

Mød stifterne af virksomheden Bubbles. Hør om deres iværksætterrejse, og hvad Company Programme har betydet for dem og deres udvikling.

 

 

MyEpi

Mød MyEpi, der deltog i Company Programme i 2019-2020. MyEpi har efter Company Programme-deltagelsen modtaget Mikrolegat.

 

 

Unify Underwear

Mød stifterne af virksomheden Unify Underwear. Hør om deres iværksætterrejse, og hvad Company Programme har betydet for dem og deres udvikling.

SubReader

Hør SubReaders fortælling om at gå fra Company Programme-deltager til virksomhedsejere i dag.

 

 

Vestititas

Hør Vestititas fortælling om at gå fra Company Programme-deltagere til virksomhedsejere.

 

 

Fra projektforløb til virksomhed

Unify Underwear, SubReader og Vestititas fortæller om deres proces fra et projektforløb i gymnasiet til en moderne virksomhed, og hvordan deres hverdag fungerer i deres unge virksomheder.

 

 

Tilmeld jer nu!

Vi åbner for tilmelding den 1. august.

Company Programme giver adgang til en lang række tilbud for elever og undervisere:

    • Deltagelse i regionalt mesterskab med mulighed for at kvalificere sig til DM
    • Deltagelse i regional Iværksætterboost
    • Masterclasses for elever - temaer, der understøtter elevernes Company Programme-proces
    • Sparring med Nordea til regionale events med mulighed for at modtage en pris
    • Online mentoring med partnere
    • Entrepreneurial Skills Pass. Europæisk selvevaluering og eksamen, der viser elevernes opnåede entreprenørielle kompetencer.
    • Masterclasses målrettet den erfarne underviser

Det koster 8000 kr. per klasse (op til 30 elever) (ex. moms) at deltage i Company Programme. Beløbet faktureres af Fonden for Entreprenørskab. De 30 elever må gerne bestå af elever fra forskellige klasser. Den enkelte skole faktureres således for deltagelse baseret på det samlede antal elever, og hvad dette elevtal svarer til i antal klasser.

Tilmeld jer her